Dansk Boldspil Union har droppet at søge om en af klubfodboldens største begivenheder i år 2011, fordi fodboldunionen ikke kan få en skriftlig garanti fra Venstres Fritids- og Kulturborgmester Martin Geertsen og Københavns Kommune.
Dansk Boldspil Union ville ellers gerne være vært for UEFA Cup-finalen om fire år, men har opgivet overhovedet at forsøge at blive det - på trods af at en ansøgning ville have været velkommen hos det europæiske fodboldforbund, UEFA.
Men DBU har droppet ideen, fordi Københavns Kommune ikke vil give en skriftlig garanti for, at ombygningen af Parkens ene tribune står klar, når fodboldspillerne løber på banen i foråret 2011. Selvom Parkens bestyrelsesformand Flemming Østergaard har bekræftet, at ombygningen begynder her ved årsskiftet og er klar allerede i 2009. Altså to år før den pågældende finale.
Til Politiken siger kommunikationschef i DBU, Lars Berendt:
- Vi har besluttet ikke at søge om at få UEFA Cup-finalen, da vi ikke kan få de nødvendige skriftlige garantier for, at stadion er klart. Det er brandærgerligt - for vi har fået positive følere fra UEFA om finalen - men vi kan ikke få de nødvendige, skriftlige garantier. Derfor søger vi ikke.
DBU har to gange tidligere arrangeret en europæisk fodboldfinale i Parken. Senest i år 2000, da tyrkiske Galatasaray slog Arsenal i netop UEFA-Cuppen.
Den kamp gav ifølge beregninger fra Danmarks Turistråd reklameværdi for over 100 millioner kroner, turistindtægter på 75 mio., samt afgifter, moms og indkomstskatter på godt 26 millioner.
Politiken havde ikke held til at få en kommentar fra Kultur- og Fritidsborgmester Martin Geertsen.
Flemming Østergaard siger imidlertid, at planen for ombygningen af Parken holder stik, og dermed står nationalarenaen klar i 2009.
- Men UEFA kræver, at Københavns Kommune skal give FCK en garanti på, at alt er, som det skal være, i 2009. Den garanti kan vi ikke få fra kommunen, så derfor skønner DBU, som de gør, siger Flemming Østergaard.
Udsigten til at glippe en finale tager han afslappet, for der kommer flere.
- Jeg går ud fra, at der er en grund til, at UEFA har det krav. Jeg synes, det er lidt hysterisk, men der er ikke andet at gøre end at søge om en ny senere. Men med den reklame og de indtægter, der ligger i en finale, for Danmark - ikke så meget Parken - er det lidt tåbeligt, at kommunen ikke giver en garanti, siger Flemming Østergaard.
***