Gejsten er høj hos FC Midtjylland, der i aften skal vende 2-3 til sejr mod islandske Keflavik i UEFA-cuppen. Også hos OB forventes drama.
De smed 2-0 væk og endte med et spinkelt nederlag.
I aften skal de midtjyske ulve fra FCM så forsøge at sende islandske Keflavik ud af UEFA Cuppens første kvalifikationsrunde.
Og jyderne tror på sejr:
- Vi skal være aggressive. Vi skal lægge et pres højt oppe på banen, og sørge for at få en masse indlæg ind i feltet, hvor vi skal have mange spillere. Det bør give en masse chancer, siger holdets cheftræner, Erik Rasmussen til Fcm.dk
Han advarer dog traditionen tro også mod at undervurdere islændingene, der i øjeblikket lige nummer fire i den nationale liga.
- De har nogle gode spillere, som er meget boldsikre. De spiller klogt, og det er altså ikke noget dårligt hold, siger Erik Rasmussen.
Også i Odense er der lagt op til en returkamp med lidt mere drama end først ventet.
OB fik nemlig kun 0-0 i første kamp mod irske Sct Patricks. Men nu har fynboerne luret, hvordan de kropsstærke irere skal spilles, mener en af klubbens profiler, Esben Hansen:
- Kendskabet til dem var meget begrænset forud for den første kamp. Jeg tror, at kampen i morgen bliver meget atypisk i forhold til den første. Det bliver en helt anden kamp, hvor vi vil være meget i boldbesiddelse, siger Esben Hansen til klubbens hjemmeside.
Det er ifølge Ob.dk 11. gang, at OB står overfor en modstander fra den grønne ø. OB har vundet over seks gange, spillet uafgjort mod tre gange, og blot tabt til en enkelt gang.
Begge kampe fløjtes i gang klokken 19.
[via avisen.dk]
***