UCFODBOLD.DK

En fodbold-blog om UEFA Cup redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

Tuesday, October 30, 2007

DBU afviste lang aftale med Parken

Dansk Boldspil-Union (DBU) har afvist en 10-årig aftale med Parken, der ville have holdt tilskuerkapaciteten på de nuværende 42.000 siddepladser.

- Det var vi ikke interesserede i. Vi står mere fleksible uden så lang en aftale, siger DBUs kommunikationschef, Lars Berendt, til Jyllands-Posten.

Udtalelsen kom efter, at Parkens bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, mandag fremlagde en ombygning af nationalarenaen, som beskærer tilskuerkapaciteten med omkring 4.000 siddepladser ned til 38.000.

Den 700 millioner kroner dyre modernisering af Parken kan også koste Danmarks chancer for at tiltrække store europæiske fodboldfinaler, ifølge DBU.

- Det er ærgerligt at miste næsten 5.000 siddepladser. Det forbedrer jo heller ikke muligheden for, at vi kan få en UEFA Cup-finale, for UEFA ser helst, at der er mindst 40.000 tilskuerpladser, siger DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen til B.T.

***

Friday, October 26, 2007

Laudrup efter UEFA-triumf: Jeg er stolt

For en uge siden hold spillertruppen i Getafe et krisemøde, hvor Michael Laudrups person blev diskuteret. I søndags sæsonens første sejr i Primera Division og så i går et europæisk svendestykke af rang, da Tottenham blev besejret hjemme på White Har Lane i UEFA Cup’en med 2-1.

Det er nærmest gået fra helvede til den syvende himmel for den danske cheftræner på blot seks dage.

- Jeg er stolt på mine spilleres vegne. Vi spillede med seks nye spillere, der gjorde det utroligt godt, siger Michael Laudrup til Ekstra Bladet.

- Det var næsten for spændende, men det kan ikke undgås, vi kommer i problemer, når de øser bolden ind i vores straffesparksfelt og har fire-fem fremragende folk i luftspillet.

- At vinde ude er stort og specielt mod Tottenham. Måden, det skete på giver masser af selvtillid, som vi kan bruge i fremtiden.

***

Thursday, October 25, 2007

Martin Jol forlader Tottenham

Martin Jol skal ikke længere stå i spidsen for Premier League-holdet Tottenham. Det fastslog ledelsen i Tottenham efter det skuffende 1-2 nederlag til Michael Laudrups Getafe-hold i UEFA Cuppen.

- Vi kan bekræfte, at bestyrelsen i aften har bedt manager Martin Jol og førsteholdets træner Chris Hughton om omgående at træde tilbage fra deres stillinger, skriver klubben i en meddelelse.

Den hollandske træner har længe været spået en fyreseddel i Tottenham, som har fået en yderst skuffende start på sæsonen, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr over oprykkerne fra Derby. Allerede i august var der kraftige rygter om, at Sevillas træner, Juande Ramos, forhandlede med Tottenhams ledelse om at overtage Jols stilling.

Det kan i stedet blive en realitet nu, hvor de engelske medier spekulerer i, at Ramos skal overtage cheftrænerposten og bringe den tidligere Tottenham-spiller Gustavo Poyet med sig til London som assistent.

Martin Jol begyndte som cheftræner i Tottenham i november 2004 og opnåede gode resultater. Men i indeværende sæson har han ikke levet op til forventningerne om en top-fire placering, efter at klubben har købt dyrt ind.

***

Getafe heldige med tre point i London

Den danske trænerduo i Getafe, Michael Laudrup og John Faxe Jensen fik den anden sejr på bare fem dage, da det spanske hold slog Tottenham 2-1 på White Hart Lane.

Dermed topper Getafe UEFA Cup Gruppe G, hvor også AaB hører hjemme. Laudrups mandskab deler førstepladsen i gruppen med Anderlecht, der slog Hapoel Tel Aviv 2-0.

Læs hele reportagen på DR Sporten her.

***

Sunday, October 21, 2007

Gensyn med uvennerne

Getafes assistenttræner John 'Faxe' Jensen glæder sig til torsdagens gensyn med de gamle ærkefjender fra Arsenal-tiden, Tottenham, i UEFA Cup'en.

Læs hele artiklen på ekstrabladet.dk her.

***

50.000 Parken-billetter solgt til UEFA-cup

Parken Sport & Entertainment har solgt over 50.000 billetter til efterårets UEFA cup kampe.

Det er drevet af de to kampe mod græske Panathinaikos og spanske Atletico Madrid, hvor der er solgt henholdsvis 25.000 og 27.500 billetter efter to dages billetsalg.

"Der er ingen tvivl om, at danskerne generelt og københavnerne specifikt har fået smag for europæiske klubkampe, og med udgangspunkt i starten på billetsalget tør jeg godt spå, at begge kampe bliver udsolgt. Jeg tror, at vi høster frugterne af vores internationale indsatser i de sidste par sæsoner, hvor vi har dokumenteret, at vi er konkurrencedygtige på dette niveau," skriver bestyrelsesformand Flemming Østergaard i en pressemeddelelse.

Oven i salget til UEFA cup-kampene meddeler Parken, at der er solgt 20.000 billetter til kampen den 24. november mod OB og 27.000 billetter til kampen mod Brøndby den 2. december.

***

Michael Laudrup nedprioriterer UC

Getafe-træner Michael Laudrup slår fast, at kampene i den spanske liga er vigtigere end kampene mod blandt andre AaB i UEFA Cuppens gruppespil.

Søndag fik Michael Laudrup i ottende forsøg sin første sejr i ligasammenhæng som Getafe-træner, da holdet hjemme vandt 2-0 hjemme over Murcia. Torsdag løber Getafe-spillerne ind på White Hart Lane i London til opgøret mod Tottenham i første runde af UEFA Cuppens gruppespil, men det bliver ikke med de stærkeste 11 spillere.

Danskeren slog efter søndagens ligasejr fast, at han prioriterer ligaen, hvor Getafe tre dage efter kampen i Tottenham møder Santander.

- Vi prioriterer ligaen lige nu. Vi er nødt til at tænke på den næste ligakamp mod Santander og derefter mod Bilbao. Det betyder ikke, at vi har tænkt os at opgive torsdagens kamp, men der bliver ændringer, så spillerne er friske til søndag, sagde Laudrup efter søndagens kamp.

Getafe og Tottenham er i pulje med AaB i UEFA Cuppen. Nordjyderne sidder over i første runde og møder først Getafe den 6. december, hvor spanierne kommer til Aalborg.

***

Monday, October 15, 2007

AaB opjusterer på UEFA-cup succes

AaB opjusterer mandag forventningerne til resultatet for 2007 til et overskud på kr. 20-25 mio. før skat, hvor der tidligere var ventet 20 mio. kr.

"Ændringen af det forventede resultat er primært en konsekvens af, at AaB Fodbold med succes har deltaget i TOTO Cuppen og efterfølgende UEFA Cuppen, og senest kvalificerede sig til efterårets gruppespil," skriver boldklubben.

Den væsentligste betingelse for opnåelsen af det forventede overskud er dog, at der som forventet realiseres en gevinst på salget af bygningerne i etape II på Hadsundvej, der huser AaB College, hedder det.

***

Tuesday, October 9, 2007

AaB op mod Laudrup

Sidste sæsons bronzevinder i SAS Ligaen, AaB, kommer på hårdt arbejde i det forestående UEFA Cup-gruppespil. Derudover kan holdet se frem til et møde med Michael Laudrup.

Laudrups spanske hold Getafe endte i samme Gruppe G som AaB under tirsdagens lodtrækning. Det samme gjorde belgiske Anderlecht, engelske Tottenham og israelske Hapoel Te Aviv.

Michael Laudrup og hans assistent John Jensen havde på forhånd ytret ønske om ikke at trække et hold fra hjemlandet. Dette gik ikke i opfyldelse.

Også stærke modstandere til FCK
De danske mestre fra FC København kom i Gruppe B, hvor græske Panathinaikos, russiske Lokomotiv Moskva, spanske Atlético Madrid og skotske Aberdeen også havnede.

Lokomotiv Moskva kom som bekendt frem til gruppespillet i UEFA Cup'en på beskostning af FC Midtjylland, så hvad det angår, får FC København mulighed for at tage en form for national revanche.

Første runde i gruppespillet afvikles torsdag den 25. oktober. Tre hold går videre fra hver gruppe. UEFA Cup-finalen spilles i Manchester den 14. maj.

Resultatet af tirsdagens lodtrækning til gruppespillet i UEFA Cup'en:

Gruppe A: AZ Alkmaar, Zenith St. Petersburg, Everton, Nürnberg, Larissa.

Gruppe B: Panathinaikos, Lokomotiv Moskva, Atletico Madrid, FC København, Aberdeen.

Gruppe C: Villarreal, AEK Athen, Fiorentina, Mladá Boleslav, Elfsborg.

Gruppe D: FC Basel, Hamburger SV, Rennes, Dinamo Zagreb, Brann.

Gruppe E: Leverkusen, Sparta Prag, Spartak Moskva, Toulouse, FC Zürich.

Gruppe F: Bayern München, Bolton, Braga, Røde Stjerne, Aris Thessaloniki.

Gruppe G: Anderlecht, Tottenham, Getafe, Hapoel Tel-Aviv, AaB.

Gruppe H: Bordeaux, Austria Wien, Galatasaray, Panionios, Helsingborg.

***

Store hold til de danske UC hjemmekampe

Fans af henholdsvis FC København og AaB kan glæde sig til fint besøg, når det går løs i UEFA Cup'ens gruppespil.

I Gruppe B får danmarksmestrene fra FC København hjemmebane mod henholdsvis Panathinaikos og Atlético Madrid - på datoerne 8. november og 5. december. I mellemtiden gælder det Lokomotiv Moskva på udebane, den 29. november. Sidste puljekamp for københavnerne spilles 20. december på udebane mod Aberdeen.

AaB har hjemmebane mod Anderlecht den 8. november og mod Getafe den 6. december. Nordjydernes udekampe i Gruppe G er mod Tottenham den 29. november og mod Hapoel Tel Aviv den 19. december.

Både FC København og AaB sidder over i første spillerunde den 25. oktober.

***

Aab-jubel over Gruppe G

En på alle måder spændende gruppe. Sådan var reaktionerne i AaB-lejren, efter at tirsdagens UEFA Cup-lodtrækning placerede nordjyderne i gruppe G med Tottenham, Anderlecht, Getafe og Hapoel Tel Aviv.

- Mange af os havde nok ønsket at trække Bayern München eller Tottenham, og at vi så får Tottenham er helt fantastisk. Og Getafe er lige så spændende, eftersom Michael Laudrup er træner, så der kommer ekstra fokus på den kamp. Vi glæder os ufatteligt meget til at spille de kampe, siger midtbanespilleren Thomas Augustinussen.

AaB tog i sommer den lange vej gennem Toto Cuppen for at nå frem til UEFA Cup'ens gruppespil, og undervejs har danskerne besejret stærke mandskaber som Sampdoria og Gent.

- Efter Sampdoria-kampene ved vi, at vi er i stand til at vinde og præstere godt mod de stærke hold. Når man vinder over sådan en klub, vokser man som hold. Tottenham på udebane bliver måske den største udfordring, vurderer cheftræner Erik Hamrén.

AaB er oversidder i gruppespillets første runde og indleder den 8. november mod Anderlecht på hjemmebane.

***

FCK-chef: Atletico er favorit

FC Københavns sportschef Carsten V. Jensen er godt tilfreds med tirsdagens UEFA Cup-lodtrækning, som placerede københavnerne i pulje med græske Panathinaikos, russiske Lokomotiv Moskva, spanske Atletico Madrid og skotske Aberdeen.

Han mener, at FCK har gode muligheder for at gå videre fra puljen, men vurderer også spanierne, der var placeret i tredje seedningslag, som det klart bedste hold af de fem.

- Der er ikke nogen tvivl om, at Atletico Madrid er det stærkeste hold. Skal jeg pege et hold ud, som har ekstraordinære kvaliteter i forhold til de andre, må det være dem, siger han.

***

Friday, October 5, 2007

FCK i fjerde seedningslag

FC København og AaB får formentligt vanskelige opgaver i UEFA Cup'ens gruppespil - se, hvor galt det kan gå for de danske klubber.

Første runde af UEFA Cup'en bød på afsked med så mange seedede hold, at FC København kom tæt på et gevaldigt spring op i seedning til lodtrækningen til gruppespillet. De danske mestre rykkede op som nummer 27 på UEFAs rangliste over de tilbageværende hold. Før første runde indtog FC København en 41. plads.

Ikke færre end 14 seedede mandskaber faldt i første runde, hvor FC København og FC Midtjylland gjorde deres med sejre over henholdsvis Lens og Sampdoria. Blandt andre storklubber, der er færdige i Europa, er Ajax og Club Brügge. Var yderligere tre seedede mandskaber røget ud, så havde de danske mestre taget plads i tredje seedningslag med udsigt til en på papiret bedre lodtrækning.

Nu er FC København i fjerde seedningslag med mulighed for at møde vanskelige hold som Bayern München, Tottenham og Atletico Madrid. Tre svære modstander, der rent faktisk kan ende i samme gruppe...

Læs hele artiklen på ekstrabladet.dk her.

***

Thursday, October 4, 2007

Laudrup og Getafe videre efter nederlag

Michael Laudrup er klar til gruppespillet i UEFA Cuppen med sin spanske klub Getafe. Men det holdt hårdt - med en mand i undertal vandt Twente returopgøret med 3-2.

Getafe havde en 1-0-sejr med i bagagen fra det første opgør og kunne efter en halv times spil i Holland se den føring udlignet, da Robbie Wielaert scorede for hjemmeholdet.

Siden havde Getafe heldet med sig. Blaise Nkufo brændte et straffespark midt i 2. halvleg og ikke længe efter blev Blaise Nkufo udvist for at slå David Belenguer ned med en albue.

Selv samme Belenguer udlignede til 1-1 i den forlængede spilletid og efterfølgende gjorde Esteban Granero det til 2-1 og så så det ellers ud til, at den hellige grav var vel forvaret.

Men trods en mand i undertal lykkedes det Orlando Engelaar og Ramon Zomer fra Twente at score i slutminutterne. 3-2 til Twente - så det var kun med nød og næppe, at Getafe gik videre i kraft af reglen om flest scorede udebanemål.

***

To danske hold i UC-gruppespillet

Danmark har to hold i UEFA-cuppens gruppespil. Det blev klart i aftenens kvalifikationskampe, hvor både Aab og FCK formåede at lkvalificere sig.

FC København vandt på hjemmebane med 2-1 over franske Lens efter forlænget spilletid.

Holdet er med en sammenlagt sejr på 3-2 klar til gruppespillet i UEFA Cuppen.

Samtidig skrev AaB fodboldhistorie ved at blive det første danske hold, der sendte et italiensk hold ud af en europæisk turnering, da nordjyderne på hjemmebane sikrede sig adgang til gruppespillet i UEFA-cuppen via 0-0 i returopgøret mod Sampdoria.

Efter 2-2 i det første opgør for to uger siden i Genoa havde AaB det bedste udgangspunkt. Men AaB'erne kom på overarbejde i første halvleg, hvor Sampdoria sad tungt på kampen.

Brodden gik efterhånden af Sampdoria i anden halvleg, og i den sidste halve time var italienerne ikke farlige foran mål. Dermed sluttede det 0-0.

AaB er ligesom FCK med i bowlen, når der trækkes lod til gruppespillet den 9. oktober.

De to resterende danske hold, FC Midtjylland og OB, blev slået ud i aftenens kampe.

***

Zaza: Giv os de store hold

AaB-keeper Karim Zaza håber, at nordjyderne på tirsdag vil trække nogle af Europas sværvægtere, når der er lodtrækning til UEFA Cuppens gruppespil.

Karim Zaza var ovenud lykkelig for, at det torsdag lykkedes AaB at spille sig ind i UEFA Cuppens gruppespil. Efter de to uafgjorte kampe mod Sampdoria er AaB-keeperen klar til at møde endnu hårdere modstand. Zaza håber således på en svær lodtrækning tirsdag i schweiziske Nyon.

- Jeg håber, at vi trækker nogle af de stærke hold. Hvorfor skulle vi ønske os at trække Helsingborg, når vi kan møde dem i Royal League? Lad os nu få nogle af de helt store, sagde Karim Zaza efter 0-0-kampen i Aalborg.

- Nu er vi allerede nået længere, end nogen har forventet af os, så det gælder bare om at nyde det og se, hvad der sker. Ingen vil forvente, at vi går videre fra gruppespillet, sagde Zaza, der fik en dum advarsel i anden halvleg af opgøret mod italienerne.

Den betyder, at AaB-keeperen ikke kommer med i den første af de fire europæiske kampe, der venter nordjyderne i løbet af efteråret.

***

David Nielsen paa hospitalet efter UC kamp

Fodboldspilleren David Nielsen måtte torsdag aften køres på hospitalet efter at være blevet ramt af en tjekkisk albue i nakken i OB's UEFA Cup-kamp mod Sparta Prag.

David Nielsen blev ramt af modstanderen i slutningen af første halvleg, og han lå længe i græsset og blev tilset af OB's lægestab, før han blev båret fra banen.

Herefter blev han kørt direkte på hospitalet til nærmere undersøgelser, og klubben frygter, der kan være tale om brud på nakken.

***

Onyszko raser over OB-ledelsen

OBs målmand, Arek Onyszko, var rasende over OBs ledelse, efter at fynboerne torsdag aften røg ud af UEFA Cuppen. Klubben skulle have købt en ordentlig angriber, lød kritikken fra polakken.

- Når vi spiller om at være med i UEFA Cuppen, så skal vi spille med en rigtig angriber. En god angriber. Det er ikke holdets skyld, det er dem, som skal købe spillere, der bærer ansvaret. Jeg gider ikke mere at høre på, hvor gode vi er. Det er lort, vi skal se os selv i spejlet og se hvor vi står. Det er klubbens skyld, at vi ikke kom i gruppespillet, sagde Arek Onyszko til DR Sporten med direkte adresse til OBs ledelse.

Arek Onyszko har tidligere ytret ønske om at slippe væk fra klubben og han er ikke bange for at hans kritik betyder, at OB og hans veje skilles.

- Hvis de er utilfredse med mig og de siger "Arek, vi gider ikke mere med dig, fordi du snakker for meget", så siger jeg "nå ok, fint nok", lød det fra den ophidsede målmand.

***

FCK klar til UC-gruppespillet

FC København vandt 2-1 over franske Lens efter forlænget spilletid og er med en sammenlagt sejr på 3-2 klar til gruppespillet i UEFA Cuppen.

***

AaB skrev UC historie mod Sampdoria

AaB skrev torsdag aften et stykke fodboldhistorie.

AaB blev det første danske hold til at sende et italiensk hold ud af en europæisk turnering, da nordjyderne sikrede sig adgang til gruppespillet i UEFA Cuppen via 0-0 i returopgøret mod Sampdoria.

Efter 2-2 i det første opgør for to uger siden i Genoa havde AaB det bedste udgangspunkt. Men at holde nullet mod et italiensk hold med ryggen mod muren vidste de fleste på forhånd ville blive en vanskelig opgave.

AaB'erne kom da også på overarbejde i 1. halvleg, hvor Sampdoria sad tungt på kampen. Største chance blev signeret af Claudio Bellucci, der ramte overliggeren efter 26 minutter. Men nordjyderne var ikke chanceløse. Kort efter brændte Siyabonga Nomvethe en kæmpe chance tæt under mål efter oplæg fra Andreas Johansson.

Efter pausen havde Thomas Enevoldsen også en stor mulighed for at bringe AaB foran, men angriberens forsøg blev klaret af Samdorias målmand.

Brodden gik efterhånden af Sampdoria i 2. halvleg og i den sidste halve time var italienerne ikke farlige foran mål. Dermed sluttede det 0-0 og AaB er med i bowlen, når der trækkes lod til gruppespillet i UEFAs hovedkvarter i Nyon, den 9. oktober klokken 12.

***

OB ude af UC efter straffesparkskonkurrence

Rutinerede Thomas Helveg misbrugte det afgørende straffespark, og så røg OB torsdag aften ud af UEFA Cuppen til Sparta Prag.

Den ordinære kamp i Odense sluttede 0-0 akkurat som den første kamp i Tjekkiet, og også forlængelsen endte uden mål.

I straffesparkskonkurrencen brændte begge hold lystigt. Efter de fem første skud stod det 2-2, og så misbrugte Thomas Helveg sit skud, hvorefter Sparta Prag scorede. Dermed vandt Sparta Prag med 4-3 efter straffesparkskonkurrence.

OBs David Nielsen måtte bæres fra banen kort før pausen efter at have fået en tjekkisk albue i nakken. Angriberen blev kørt på hospitalet og fynboerne frygter, at der kan være tale om et brud på nakken.

***

FCM ude af UC

Der gik ikke længe af returopgøret mod Lokomotiv Moskva før FC Midtjyllands tretrinsraket blev skudt ned. Midtjyderne tabte torsdag aften 0-2 i Moskva og er ude af UEFA Cuppen.

Efter 1-3 i det første opgør i Herning havde FC Midtjyllands assisterende træner Thomas Thomasberg ellers taktikken klar.

FCM skulle score sit første mål inden det 65. spilleminut. Endnu en scoring skulle falde kort efter og så skulle den forventede panik hos russerne udnyttes til at putte en sidste scoring i nettet i slutminutterne.

Men allerede efter 10 minutter flugtede Diniyar Bilyaletdinov bolden i nettet efter en hjørnesparkskombination og så var planen gået i vasken og udsigten til deltagelse i UEFA Cuppens gruppespil langt langt væk.

Og blot fem minutter senere lagde Diniyar Bilyaletdinov bolden til rette for Vladimir Maminov, der med et langskud gjorde det til 2-0.

Et kvarter spillet og så var FC Midtjyllands drøm om en plads i gruppespillet ikke bare en by i Rusland, men en flække i den yderste Kamchatka provins.

***